Her er en lille gave til jer: De første ti sider af min egen oversættelse af ‘Grausame Frauen’ af Leopold von Sacher-Masoch. Jeg har oversat den fra den tyske original til dansk, og takket være sitets funktioner er den nu tilgængelig på mere end 20 forskellige sprog. Jeg håber, I vil nyde læsningen.

Side 1

Jeg sad i selskab med Venus.

Vejret var frygteligt. Det havde sneet hele dagen i Wien, og nu, om aftenen, hylede vinden i skorstenen og piskede sneen mod ruderne, mens en ensom vogn rullede tungt gennem gaderne.

I min stue var der dog lunt og behageligt. Lyset fra lampen faldt blødt over de mørke bogreoler og de tunge gardiner, og foran mig i kaminen brændte en munter ild. Jeg drak min kaffe, røg min chibouque og stirrede på maleriet overfor mig.

Det var en stor og præcis kopi af Titians “Venus med spejlet”. Men der var foretaget en lille, men væsentlig ændring. Min Venus bar pels. Ikke blot en lille kant af hermelin, men en enorm, tung kappe af mørk zobelpels, der var gledet ned over hendes skuldre og afslørede den hvide, guddommelige hud, mens hun betragtede sit eget billede i spejlet med et blik, der var fyldt med en mærkelig blanding af kulde og triumf.

“Hvorfor bærer du pels, Venus?” spurgte jeg halvvejs i drømme. “Er det for at beskytte din guddommelige krop mod vores nordiske vinter, eller er det for at vise os, at skønheden kun er sand, når den er utilgængelig og kold?”

Side 2

Det føltes, som om billedet talte til mig. En svag rødme spredte sig over hendes kinder, og hendes læber skælvede næsten umærkeligt.

“I mænd er tåber,” lød en stemme i mit indre, der syntes at komme fra lærredet. “I tror, at kærlighed er en leg mellem ligeværdige, men naturen kender intet til lighed. Der findes kun herre og slave. Naturen har skabt kvinden til at være mandens fjende, og hun kan kun besejre ham eller blive besejret af ham. Pelsen er mit symbol. Den repræsenterer den luksus og den magt, som jeg kræver for at lade mig tilbede.”

Jeg rystede på hovedet for at fjerne disse mørke tanker, da døren pludselig blev åbnet med et brag. Det var min ven Severin.

Han trådte ind med sne på sin frakke og et vildt udtryk i øjnene. Han satte sig uden at hilse og stirrede ind i flammerne med en intensitet, der skræmte mig.

“Hvad er der sket, Severin?” spurgte jeg.

Han så på mig, og et bittert smil legede om hans mund. “Jeg har set hende,” sagde han hæst. “Jeg har set hende igen. Venus i pels.”

Side 3

“Du er feberramt, Severin,” svarede jeg og lagde min hånd på hans arm. “Sæt dig ned, drik noget te og fortæl mig, hvad der plager dig.”

Han rystede min hånd af sig og begyndte at gå hvileløst frem og tilbage på gulvet. Hans støvler efterlod våde spor på tæppet. “Te? Tror du, at te kan kurere den sygdom, jeg bærer i blodet? Jeg har forsøgt at flygte fra hende, jeg har forsøgt at glemme, men hun er overalt. Hver gang jeg ser en kvinde i pels, ser jeg hendes kolde blik og føler piskens svirp.”

Han stoppede brat foran maleriet af Venus. Han stirrede på det med en blanding af had og tilbedelse.

“Se på hende,” hviskede han. “Hun er den sande repræsentant for sit køn. Hun er den katteagtige grusomhed, der gemmer sig bag skønhedens maske. Vi mænd er byttedyr, min ven. Vi tror, vi er jægere, men i det øjeblik vi elsker, er vi tabt.”

Han rakte hånden ind under sin tunge frakke og trak en rulle papir frem, der var bundet med et sort silkebånd.

“Her er sandheden,” sagde han og smed rullen på bordet mellem kaffekopperne. “Jeg har skrevet det ned. Alt sammen. Fra det øjeblik jeg mødte Wanda, til den dag hun knuste mig fuldstændigt. Læs det, hvis du tør se ind i afgrunden. Men lov mig én ting: Døm mig ikke, før du har forstået, hvad det vil sige at elske en kvinde, der ikke kender til nåde.”

Side 4

Jeg tog imod manuskriptet. Papiret føltes koldt, næsten som om det havde ligget i sneen sammen med ham. Severin satte sig endelig ned, sank sammen i stolen og dækkede sit ansigt med hænderne.

Jeg løsnede båndet og rullede de tætskrevne ark ud. Overskriften var skrevet med en rystende, men tydelig hånd:

ERINDRINGER FRA EN OVERFLØDIG MAND En beretning om lidenskab og slaveri

Jeg begyndte at læse:

“Det hele startede i de mørke skove i Galicien. Min barndom var ikke som andre børns. Jeg voksede op i en ensom herregård, hvor væggene var dækket af forfædrenes portrætter og jagttrofæer. Min far var en streng mand, men det var ikke ham, jeg frygtede eller beundrede. Det var kvinderne.

Min tante, grevinde Sobieska, var den person, der formede min skæbne. Jeg husker hende tydeligt: En høj, majestætisk kvinde med øjne som en falk. Hun bar altid tunge pelse, selv når hun sad indendørs foran kaminen. Hun styrede godset med en autoritet, der fik selv de stærkeste mænd til at ryste.

En dag, da jeg var knap ti år gammel, begik jeg en fejl. Jeg havde sneget mig ind i hendes private gemakker for at røre ved hendes pelsværk. Det føltes så blødt, så forbudt. Men hun opdagede mig.”

Side 5

“Hun sagde intet i starten. Hun stod blot i døren og betragtede mig med et smil, der fik blodet til at fryse i mine årer. Så tog hun sin lille ridepisk, der hang ved spejlet.

‘Knæl, lille Severin,’ sagde hun lavmælt.

Jeg knælede. Jeg følte en mærkelig sitren i kroppen, en blanding af dødsangst og en ukendt fryd. Da det første slag ramte mine skuldre, skreg jeg ikke. Jeg kiggede op på hende, og jeg så, at hun nød det. Hun var ikke vred; hun udøvede blot sin ret som herre over en slave.

Siden den dag har jeg søgt efter det blik i enhver kvindes øjne. Jeg har søgt efter pelsen og pisken. Men jeg fandt kun ligegyldige piger og svage kvinder, der ønskede at blive elsket med ømhed. Indtil jeg rejste til kurbadet i det sydlige Tyskland og mødte Wanda von Dunajew.”

Side 6

Jeg mødte hende i den lille kurbadsby i bjergene. Hun sad på en bænk i læsesalen, indhyllet i en let sommerkjole, men med et blik, der med det samme fangede mig. Hun læste i en bog, og hendes ansigtstræk var så harmoniske, at hun mindede om en marmorstatue fra antikken.

Jeg fandt snart ud af, hvem hun var. Wanda von Dunajew, en ung enke med et ry for at være lige så intelligent, som hun var smuk. Mange mænd sværmede om hende, men hun behandlede dem alle med en høflig, men distanceret kølighed.

Det var denne kølighed, der tiltrak mig. Jeg begyndte at observere hende på afstand. Jeg så hende gå ture i parken, altid oprejst, altid med en aura af autoritet. En eftermiddag fandt jeg modet til at tale til hende. Vi talte om kunst, om de gamle grækere og om naturens love.

“De virker til at have et meget dystert syn på kærligheden, hr. Severin,” sagde hun og lukkede sin bog. Hendes stemme var dyb og melodisk.

“Jeg ser den blot, som den er,” svarede jeg. “En kamp om herredømmet.”

Hun lo, men der var en gnist i hendes øjne. “Og De drømmer måske om at være den, der hersker?”

“Nej,” svarede jeg ærligt. “Jeg drømmer om at blive besejret af en kvinde, der er stærk nok til at tage magten.”

Side 7

Wanda betragtede mig længe i tavshed. Solens stråler faldt gennem træernes kroner og legede i hendes lyse hår.

“De er en mærkelig mand,” sagde hun til sidst. “De fleste mænd forsøger at imponere mig med deres styrke og deres rigdom. De tilbyder mig Deres svaghed.”

“Min svaghed er min sandhed,” sagde jeg. “Jeg har søgt hele mit liv efter en kvinde, der ikke er bange for at være grusom. En kvinde, der bærer sin skønhed som et våben.”

Wanda rejste sig op. Hun var højere, end jeg først havde antaget. “Pas på, hvad De ønsker, Severin. Grusomhed er ikke noget, man blot leger med. Hvis en kvinde først opdager, at hun kan knuse en mand, vil hun måske finde en nydelse i det, som De aldrig havde forestillet Dem.”

Fra den dag af blev vores samtaler mere intense. Vi mødtes hver dag. Jeg begyndte at bringe hende gaver – ikke blomster eller smykker, men genstande, der symboliserede magt. En antik pisk med et skæfte af elfenben. En tung kappe af mørk rævepels.

Hun tog imod gaverne med en mærkelig fascination. Hun begyndte at bære pelsen, selv når det ikke var koldt, og jeg så, hvordan hendes væsen ændrede sig, når hun svøbte sig i den. Hun blev mere kommanderende, mere utålmodig.

Side 8

En aften sad vi i hendes salon. Lyset fra stearinlysene kastede lange skygger på væggene. Vanda sad i en stor lænestol, klædt i sin rævepels, med den antikke pisk liggende i sit skød.

“Jeg har tænkt over Deres forslag, Severin,” sagde hun og kørte fingrene hen over piskens skæfte. “De ønsker at blive min slave. De ønsker, at jeg skal behandle Dem uden barmhjertighed.”

“Ja,” hviskede jeg. Jeg knælede på tæppet foran hende.

“Men hvad får jeg ud af det?” spurgte hun. “Hvad er min belønning for at påtage mig den byrde at være Deres bøddel?”

“De får en mand, der tilhører Dem med krop og sjæl. De får retten til at forme mig, som De vil. De får muligheden for at leve Deres mørkeste instinkter ud uden at blive dømt.”

Wanda lænede sig frem. Hendes ansigt var kun få centimeter fra mit. “Jeg er bange for, at jeg vil komme til at elske det,” sagde hun lavmælt. “Jeg mærker allerede, hvordan min medlidenhed med Dem forsvinder. Når jeg ser Dem knæle der, føler jeg ikke ømhed, men en lyst til at træde på Dem.”

“Gør det!” udbrød jeg. “Træd på mig! Vis mig, at De er min herskerinde!”

Side 9

Wanda rejste sig nu pludselig op, så hurtigt at rævepelsens tunge folder piskede mod mine skuldre. Hun så ned på mig, og for første gang var der ingen tvivl i hendes øjne. Hun løftede pisken og lod den hvile let mod min nakke. Kulden fra elfenbensskæftet fik mig til at ryste.

“Rejs dig op, Severin,” sagde hun kommanderende. “En slave knæler kun, når han får besked på det. Indtil da skal du stå til rådighed.”

Jeg rejste mig, svimmel af spænding. Hun gik langsomt rundt om mig, som om hun besigtigede en genstand, hun lige havde erhvervet. Hun rettede på min krave med en bevægelse, der var halvt en kærtegn og halvt et greb.

“Hvis vi skal gøre dette,” fortsatte hun, “skal det gøres ordentligt. Jeg vil ikke have en elsker, der leger slave. Jeg vil have en slave, der har glemt, hvordan man er elsker. Vi forlader dette sted. Kurbadets sladder interesserer mig ikke. Vi tager til Italien. I Firenze har jeg en ejendom, hvor vi kan være private.”

“Som De ønsker, min herskerinde,” svarede jeg.

“Og du skal have et nyt navn,” sagde hun og smilede koldt. “Severin lyder for adelig. Fra nu af er du Gregor. Du er min personlige tjener. Du skal bære min bagage, du skal servere min mad, og du skal sove på en måtte uden for min dør. Er det forstået?”

Side 10

“Ja, Wanda… Jeg mener, ja, min herskerinde.”

Hun slog mig let over fingrene med pisken. “Lær at tale korrekt. Du adresserer mig som ‘Nådige Frue’ eller ‘Herskerinde’. Intet andet.”

De næste dage gik i en rus af forberedelser. Wanda var som forvandlet. Den tøvende unge enke var væk; i hendes sted var trådt en kvinde, der nød hver en lille magtdemonstration. Hun sendte mig ud på de mest meningsløse ærinder, blot for at se mig skynde mig tilbage i regnen. Hun tvang mig til at vente uden for butikker i timevis, mens hun prøvede tøj.

Da dagen for afrejsen kom, stod jeg klar ved jernbanestationen med alle hendes kufferter. Hun ankom i en lukket vogn, svøbt i sin store bjørnepels, selvom det var en lun eftermiddag. Hun så ikke engang på mig, da jeg rakte hende hånden for at hjælpe hende op i toget. Hun tog imod støtten som om min hånd var et gelænder af træ.

I kupeen sad hun over for mig, men hun behandlede mig som luft. Hun læste i sine franske romaner, mens jeg sad på kanten af sædet, klar til at opfylde ethvert tænkeligt ønske.

“Gregor,” sagde hun pludselig uden at se op fra bogen. “Mine fødder er kolde.”

Jeg forstod straks. Jeg knælede på gulvet i den rystende togvogn, tog hendes fødder i mine hænder og begyndte at gnide dem gennem hendes silkestrømper, mens hun køligt hvilede dem på mine lår.

© Mistress Spar Dame

・┈┈・┈┈・┈┈・

VIL DU HAVE MERE INDSIGT?

Min blog er i konstant udvikling, og du kan finde mange flere artikler om magtbalancen, kunsten at lede og de intime detaljer i livet som Herskerinde.

Du kan gå til den samlede oversigt over alle mine blogindlæg ved at klikke her:

Oversigt over Femdom-bloggen