Læs også siderne 1-10 fra Fortællinger om en sadistisk herskerinde (‘Grausame Frauen’) her: https://www.mistress-spardame.dk/10-sider-fra-fortaellinger-om-en-sadistisk-herskerinde/

Side 11

“Hårdere,” sagde hun kortfattet.

Jeg mærkede varmen fra hendes hud, og følelsen af at være reduceret til et redskab gav mig en voldsom nydelse. Toget drønede gennem natten, mod syd, mod de fremmede byer og mod den totale underkastelse, jeg så længe havde tørstet efter.

Da vi nåede grænsen, begyndte realiteterne for alvor at gå op for mig. Wanda var ikke længere blot en kvinde, jeg elskede; hun var blevet en instans. Hun kontrollerede mine penge, mine dokumenter og min tid.

I Venedig, hvor vi gjorde ophold, blev tonen endnu skarpere. En aften, mens vi sejlede i en gondol under de mørke broer, lænede hun sig tilbage i de bløde puder og betragtede vandet.

“Ved du, hvad jeg tænker på, Gregor?” spurgte hun.

“Nej, Nådige Frue.”

“Jeg tænker på, hvor let det ville være at skille sig af med dig her. Ingen ved, hvem du er. For verden er du blot en tjener. Hvis jeg stødte dig i vandet nu, ville ingen stille spørgsmål til en kvinde af min stand.”

Hun sagde det med en sådan ro, at jeg mærkede en sand rædsel brede sig. Det var ikke længere en leg i en stue; det var en sag om liv og død. Og det var præcis det, jeg havde bedt om.

Side 12

“Er du bange, Gregor?” spurgte hun med et lille, gådefuldt smil, mens hun legede med de sorte frynser på sit sjal.

“Jeg er bange, Nådige Frue,” svarede jeg, “men det er en rædsel, som jeg ikke ville bytte for alverdens tryghed. At vide, at mit liv ligger i Deres hænder, giver mig en følelse af eksistens, som jeg aldrig har kendt før.”

Hun nikkede langsomt. “Godt. For jeg begynder at forstå min egen natur gennem dig. Det er en farlig opdagelse. Jeg mærker en stolthed, en næsten berusende fornemmelse af overlegenhed, når jeg ser dig skælve. Det er, som om din frygt giver mig energi.”

Da vi ankom til Firenze, blev vi indlogeret i en smuk villa i udkanten af byen, omgivet af cypresser og duftende haver. Men for mig var det intet andet end et fængsel – dog et fængsel, jeg selv havde bygget. Wanda overtog straks styringen af alt. Hun ansatte lokale tjenere, men gjorde det klart for dem, at jeg stod under dem i rang. Jeg var hendes personlige slave, hendes ejendom.

En morgen kaldte hun mig ind i sit boudoir. Hun sad foran spejlet, klædt i en gennemsigtig morgenkåbe af silke, men med sin tunge zobelpels kastet over stoleryggen.

“I dag skal vi underskrive dokumentet,” sagde hun koldt. “Legen med ord er forbi. Nu skal vi have det på papir.”

Side 13

Hun lagde et ark papir på det lille skrivebord af palisandertræ. Ved siden af lå blæk og en fjerpen. Jeg læste ordene, som hun selv havde dikteret til en sagfører tidligere:

“Jeg, Severin von Kusiemski, forpligter mig herved til at være fru Wanda von Dunajews slave uden tidsbegrænsning. Jeg frasiger mig enhver rettighed over min person, min formue og min vilje. Jeg accepterer at blive behandlet som et dyr, at blive tugtet fysisk og at udføre ethvert arbejde, hun måtte pålægge mig. Enhver modstand fra min side giver hende ret til at straffe mig efter forgodtbefindende, herunder med døden.”

Min hånd rystede en smule, da jeg tog fjerpennen. Wanda stod bag mig, og jeg kunne mærke varmen fra hendes krop og duften af hendes parfume.

“Tøver du, Gregor?” hviskede hun i mit øre. “Hvis du skriver under nu, er der ingen vej tilbage. Jeg vil gemme dette papir i mit pengeskab, og det vil være dit fængsel.”

Uden at svare satte jeg min underskrift på papiret. I det øjeblik følte jeg en mærkelig lettelse. Byrden ved at være herre over mit eget liv var løftet fra mine skuldre. Jeg var nu blot en genstand.

Wanda tog papiret, pustede på blækket og rullede det sammen. “Nu tilhører du mig,” sagde hun med en stemme, der var blottet for enhver ømhed. “Og for at markere denne dag, skal du modtage din første instruks som min sande slave.”

Side 14

Hun pegede mod gulvet ved siden af sin divan. “Læg dig der. Du skal ikke længere sidde ved mit bord eller tale til mig, medmindre du bliver spurgt. Du skal lære tavshedens kunst. Din eneste opgave er at iagttage mine behov og opfylde dem, før jeg overhovedet udtaler dem.”

Jeg lagde mig på det hårde gulv. Hun satte sig i divanen og placerede sine fødder direkte på min ryg. Tyngden af hende føltes som et segl på vores nye pagt.

De følgende uger i Firenze blev en lang række af ydmygelser, som jeg drak som den fineste vin. Wanda blev mere og mere opfindsom i sin strenghed. Hun tvang mig til at gå med en jernlænke om anklen, når vi var alene i villaen, så hun altid kunne høre, hvor jeg befandt mig. Lyden af lænken mod marmorgulvet blev soundtracket til mit nye liv.

Når hun modtog gæster om aftenen, måtte jeg stå i baggrunden, ubevægelig som en statue. Hun introducerede mig aldrig. For hendes venner var jeg blot “den mærkelige tjener fra nord”. Jeg så mændene kigge på hende med begær, og jeg mærkede jalousien brænde i mit bryst, men jeg vidste, at jalousi var en luksus, som en slave ikke havde ret til.

“Hvorfor ser du sådan på mig, Gregor?” spurgte hun en aften, efter at gæsterne var gået, mens hun lod mig løsne hendes snørestøvler.

“Jeg misunder dem, der må tale frit til Dem, Nådige Frue,” svarede jeg lavmælt.

Hun lo og gav mig et let piskesmæld over skuldrene med de løse snørebånd. “De er frie, ja, men de ejer mig ikke, og jeg ejer ikke dem. De er ligegyldige. Du er den eneste, der virkelig betyder noget, for du er den eneste, jeg kan ødelægge.”

Side 15

Disse ord fra Wanda skar gennem mig som en kold klinge. At være den, hun kunne ødelægge – det var den ultimative form for intimitet, jeg havde stræbt efter.

Næste morgen vågnede jeg tidligt. Min plads var på måtten uden for hendes dør, og jeg mærkede kulden fra marmorgulvet i mine knogler. Men jeg klagede ikke. Tværtimod følte jeg en mærkelig stolthed over min askese. Da jeg hørte hende røre på sig derinde, rejste jeg mig straks og ventede på hendes tegn.

Hun åbnede døren, iklædt en natkjole af hvidt blondestof, men hun havde allerede kastet sin korte kappe af hermelin over skuldrene. Hendes ansigt var blegt, og hendes øjne bar et udtryk af rastløshed.

“Gregor,” sagde hun, mens hun satte sig ved sit toiletbord. “Jeg keder mig. Denne idyl i Firenze begynder at føles kvælende. Magten over dig er sød, men den mangler modstand. Du er for villig, for bøjelig. Jeg har brug for at se dig kæmpe mod dine egne lænker, før jeg strammer dem.”

“Hvad ønsker De, jeg skal gøre, Nådige Frue?” spurgte jeg og begyndte at børste hendes lange, mørke hår.

“Jeg ønsker, at du skal mærke den sande vægt af dit valg,” svarede hun og ø betragtede mit spejlbillede. “I dag skal vi ud i haven. Jeg vil ride, og du skal være min tjener i ordets mest bogstavelige forstand. Du skal løbe ved siden af min hest, og hvis du sakker bagud, vil jeg bruge pisken – ikke som en leg, men som en nødvendighed.”

Side 16

Vi gik ud i den brændende italienske sol. Wanda var klædt i en mørkegrøn ridekjole, der sad stramt over hendes barm, og hun bar en lille hat med en fjer. Hendes sorte araberhest stod klar, og hun sprang op i sadlen med en lethed, der vidnede om hendes styrke.

“Er du klar, Gregor?” spurgte hun og kiggede ned på mig fra sin ophøjede position.

“Jeg er klar, Herskerinde.”

Hun satte hesten i galop ned ad de lange cypres-alléer. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Støvet hvirvlede op i mit ansigt, og mine lunger begyndte snart at brænde. Wanda vendte sig om i sadlen og lo. Det var en vild, næsten dæmonisk latter.

“Hurtigere, slave!” råbte hun og lod ridepisken svirpe gennem luften.

Hver gang jeg kom for tæt på hestens bagben, eller hver gang jeg mistede tempoet, følte jeg piskens bid over min ryg eller mine arme. Det var ikke længere de små piskesmæld fra salonen; dette var den rå, fysiske smerte under en åben himmel. Men midt i udmattelsen og smerten følte jeg en voldsom ekstase. Jeg var hendes hund, hendes væsen, et levende bevis på hendes absolutte herredømme.

Da hun endelig bragte hesten til standsning ved et lille stenhus i udkanten af parken, faldt jeg sammen på jorden, gispende efter vejret. Mit tøj var gennemblødt af sved og dækket af støv.

Side 17

Wanda steg ned fra hesten og kom hen til mig. Hun løftede mit hoved med spidsen af sin støvle.

“Se på dig selv,” sagde hun, og hendes stemme sitrede af en mærkelig energi. “Du er dækket af snavs, du bløder, og du ser på mig med de samme tiggende øjne som en hund, der lige er blevet slået. Er det dette, du ville have? Er du lykkelig nu, Severin?”

Hun brugte mit rigtige navn, og det føltes som en helligbrøde midt i min fornedrelse.

“Jeg er mere end lykkelig, Nådige Frue,” fremstammede jeg. “Jeg er Deres.”

Hun stod tavs et øjeblik og betragtede mig. Så skete der noget uventet. Hun bukkede sig ned og kærtegnede min kind med sin behandskede hånd. Hendes berøring var pludselig blød, næsten kærlig, hvilket var mere forvirrende end hendes grusomhed.

“Du er en tåbe,” hviskede hun. “Men du er min tåbe. Kom nu, rejs dig op. Vi skal tilbage. Jeg har inviteret en gæst til middag i aften – en mand, jeg mødte i byen i går. Han er en ung officer, en græker. Han kender intet til vores ‘aftale’, og du skal tjene os begge ved bordet uden at fortrække en mine.”

Jalousien ramte mig som et fysisk slag. En anden mand? En græker? Men jeg bed det i mig. “Som De ønsker, Herskerinde.”

Side 18

Aftenen kom, og med den kom frygten. Jeg havde vasket støvet af mig og iført mig min sorte tjenerdragt – symbolet på min anonymitet. Wanda havde valgt en kjole af fløjl, rød som blod, og over sine skuldre bar hun den mørke zobelpels, selvom aftenluften i Firenze var lun. Hun så frygtindgydende smuk ud.

Da gæsten ankom, mærkede jeg med det samme faren. Det var den græske officer, som hun havde nævnt. Han var ung, atletisk bygget, med mørke, gennemtrængende øjne og en aura af naturlig autoritet, som jeg aldrig selv havde besiddet. Han kyssede hendes hånd med en blanding af galanteri og en underliggende råhed.

“Deres tjener ser meget dyster ud, smukke Wanda,” sagde han på flydende fransk og kastede et hånligt blik i min retning.

Wanda smilede og lænede sig tilbage i sin stol. “Gregor er en særling,” svarede hun let. “Han er meget hengiven, men han har brug for en streng hånd. Han er ligesom en af de gamle russiske livegne – han trives kun, når han mærker herrens vilje.”

Grækeren lo højlydt. “I så fald har han fundet den rette herskerinde. Men pas på, at De ikke forkæler ham med for megen opmærksomhed. Den slags folk skal holdes på deres plads med jernhård disciplin.”

Jeg skænkede vinen for dem, mens mine hænder rystede svagt. Hvert ord, de udvekslede, føltes som en pisk mod min sjæl.

Side 19

Middagen føltes uendelig. Jeg måtte stå ubevægelig bag Wandas stol og lytte til deres flirt. Grækeren talte om sine eventyr i krigen, om død og om sejr. Wanda lyttede med en intensitet, som hun aldrig havde udvist over for mig. Hun var fascineret af hans ægte maskulinitet – en styrke, der ikke var baseret på leg eller kontrakter, men på hans væsen.

“Hvorfor bærer De pels her i varmen, Madame?” spurgte han pludselig og lod sin hånd hvile et øjeblik på zobelpelsens kant.

Wanda kiggede direkte på mig, før hun svarede ham. “Fordi pelsen giver mig en følelse af uafhængighed. Under pelsen er jeg en tiger, klar til at angribe. Det minder mig om, at jeg ikke er skabt til at adlyde nogen mand.”

Grækeren trak sit ansigt tættere på hendes. “Måske har De blot ikke mødt den mand, der kan tæmme tigeren endnu.”

Jeg tabte næsten sølvfadet. Wanda rettede sig op og gav mig et koldt blik. “Gregor, du er klodset. Gå ud og hent kaffen, og bliv derude, indtil jeg kalder.”

Jeg forlod rummet med en følelse af totalt nederlag. Jeg stod i det mørke køkken og lyttede til lyden af deres dæmpede latter og glassenes klirren. Jalousien var ikke længere en pirrende følelse; det var en gift, der spredte sig i mit blod. Jeg indså, at min plan var ved at give bagslag. Ved at gøre Wanda til en herskerinde, havde jeg gjort hende klar til en mand, der var stærkere end mig.

Side 20

Da jeg endelig blev kaldt ind igen, var Grækeren gået. Wanda stod alene på balkonen og stirrede ud over Firenzes lys. Pelsen var gledet ned over hendes arme.

“Han er interessant, ikke sandt?” sagde hun uden at vende sig om.

“Han er en brutal mand, Nådige Frue,” svarede jeg hæst.

Hun vendte sig om, og hendes ansigt var oplyst af måneskinnet. Hun så triumferende ud. “Han er en mand, Severin. En rigtig mand. Han ville aldrig knæle for mig. Han ville aldrig bede om at blive pisket. Han ville tage, hvad han ville have, og hvis jeg modsatte mig, ville han knække mig.”

“Er det det, De ønsker?” spurgte jeg med tårer i øjnene.

“Jeg ved det ikke endnu,” svarede hun og kom tæt på mig. Hun tog fat i min krave og trak mit ansigt ned til sit. “Men jeg ved, at synet af dig, der stod der som en skygge, mens han rørte ved mig, gav mig en nydelse, som jeg aldrig har følt før. Din lidelse er min styrke, Severin. Men pas på… hvis jeg finder en mand, der virkelig kan herske over mig, vil jeg glemme din eksistens på et øjeblik.”

Hun skubbede mig væk og gik mod sit soveværelse. “Sov på din måtte, slave. Og drøm om, at jeg i morgen måske beslutter mig for at lade ham se, hvordan jeg straffer dig.”

Side 21

Natten var en uendelig pine. Jeg lå på min måtte uden for hendes dør, men hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg Grækerens ansigt og hørte hans hånende latter. Tanken om, at Wanda kunne finde på at lade ham overvære min afstraffelse, fyldte mig med en blanding af dødsangst og en pervers forventning.

Næste morgen var atmosfæren i villaen tung. Wanda kom ud af sit værelse tidligt. Hun bar en morgenkåbe af tung, mørkeblå fløjl, kantet med hvid hermelin, og hendes ansigt var strengt. Hun så ikke på mig, da hun gav sine ordrer.

“Gregor, gør terrassen klar. Jeg forventer besøg af kaptajnen til middag. Og i dag skal du ikke bære din sædvanlige dragt. Du skal bære livréen – den røde, jeg fik syet til dig i Wien. Jeg vil have, at alt er fejlfrit.”

Jeg adlød i tavshed. Livréen var ekstremt tætsiddende og ydmygende i sit snit, prydet med guldborder, der fik mig til at ligne en paradefigur snarere end et menneske. Da jeg præsenterede mig for hende, betragtede hun mig med et koldt, vurderende blik.

“Du ser præcis ud, som du bør,” sagde hun. “Som en genstand, der tilhører et herskabeligt hus. Husk, at du ikke må mæle et ord i hans nærvær, medmindre jeg direkte befaler det. For ham er du intet andet end et stykke legetøj, jeg har taget med fra mine rejser.”

Side 22

Da kaptajnen ankom, var han i fuld uniform. Han strålede af selvsikkerhed. Wanda modtog ham på terrassen, hvor bordet var dækket med krystal og sølv. Solen var ved at gå ned og kastede et blodrødt skær over Firenzes tage.

“De ser guddommelig ud i dag, Wanda,” sagde kaptajnen og lod sit blik vandre over hendes pelsbesatte kåbe. “Men Deres tjener… han ser ud til at være skåret ud af træ. Er han altid så livløs?”

Wanda lo og tændte en cigaret i et langt rør. “Han er præcis, som jeg har opdraget ham til at være. Men lad os ikke tale om ham. Fortæl mig mere om Deres tid i Østen. Er det sandt, at kvinderne dér forstår sig bedre på at behage deres herrer end vi europæere?”

Grækeren lænede sig frem, og hans stemme blev lavere. “Kvinderne dér er slaver af natur. Men en kvinde som De, Wanda… De er en herskerinde af natur. Det er en sjældenhed, som jeg finder yderst fascinerende. Men selv en herskerinde har brug for en partner, der kan matche hendes styrke.”

Jeg stod i baggrunden, ubevægelig, mens vreden og jalousien truede med at sprænge mit bryst. Jeg så, hvordan han lagde sin hånd over hendes på bordet, og jeg så, at hun ikke trak den til sig. Tværtimod flettede hun sine fingre ind i hans.

Side 23

“Gregor, mere vin!” kommanderede Wanda pludselig uden at se på mig.

Jeg trådte frem og skænkede for dem. Da jeg rakte karafellen over bordet, mærkede jeg Grækerens blik på mig. Han smilede provokerende.

“Sig mig, Madame,” sagde han og ignorerede min tilstedeværelse fuldstændig, “hvad ville De gøre, hvis denne slave en dag blev træt af sin rolle? Hvis han gjorde oprør?”

Wanda tog en dyb indhalering af sin cigaret og pustede røgen direkte mod mit ansigt. “Det ville han aldrig vove. Han ved, at jeg ejer ham. Han ved, at jeg har hans underskrift på, at jeg kan gøre med ham, hvad jeg vil. Han elsker sin lænke højere end sin frihed.”

Grækeren lo og tog en pisk, som Wanda havde ladet ligge på en stol ved siden af sig. Han vejede den i sin hånd. “Det er et smukt instrument. Må jeg?”

Wanda nikkede med et glimt i øjet, som jeg aldrig havde set før. “Værsgo, Kaptajn. Vis ham, hvordan en rigtig soldat håndterer ulydighed.”

Jeg mærkede mit hjerte hamre mod mine ribben. Grækeren rejste sig langsomt. Han kom hen mod mig, mens han legede med piskens snert. Han var et hoved højere end mig, og hans fysiske overlegenhed var knusende.

“Knæl,” sagde han med en stemme, der ikke tålte modsigelse.

Jeg kiggede på Wanda. Hun sad ubevægelig, med et smil, der var både grusomt og forventningsfuldt. “Gør som kaptajnen siger, Gregor,” sagde hun koldt. “Han er min gæst, og hans vilje er min.”

Side 24

Jeg sank ned på mine knæ på de kolde fliser på terrassen. Det føltes som om hele min verden styrtede sammen, og dog var det kulminationen på alt det, jeg havde bedt om. Jeg var nu ikke længere blot slave af den kvinde, jeg elskede, men jeg var overladt til en fremmed mands nåde – en mand, der nærede en dyb foragt for min svaghed.

Grækeren cirklede om mig som en ulv. Han lukkede døren til salonen bag os, så vi var alene under den mørknende himmel. Wanda sad i sin stol, tilbagelænet, med zobelpelsen tæt om sig, og betragtede scenen som en romersk kejserinde i arenaen.

“Se på ham, Wanda,” sagde Grækeren og lo hånligt. “Han ryster. Han er ikke en mand, han er en skygge. Hvordan kan De holde ud at have sådan et væsen i Deres nærhed?”

“Det er netop hans hjælpeløshed, der morer mig,” svarede hun koldt og pustede en sky af røg ud. “Men han trænger til at mærke, at min magt kan uddelegeres. Han er blevet for vant til min hånd.”

Uden varsel lod Grækeren pisken falde. Den ramte mig over skuldrene med en kraft, jeg ikke havde troet mulig. Det var ikke Wandas legende svirp; det var et slag leveret med en soldats rå styrke. Jeg bed tænderne sammen for ikke at skrige, men smerten eksploderede i mit nervesystem.

Side 25

“Ikke en lyd,” kommanderede Grækeren. “En god hund lider i tavshed.”

Han slog igen, og denne gang ramte snerten min nakke. Jeg følte det varme blod begynde at sive ned under min stive livré-krave. Wanda rejste sig op og trådte tættere på. Hun stod nu lige foran mig, så hendes pelskappe rørte ved mit ansigt. Duften af violer og dyre pelse blandede sig med lugten af støv og mit eget blod.

“Nyd det, Gregor,” hviskede hun, så kun jeg kunne høre det. “Det er dette, du har tryglet om. Er det ikke vidunderligt at mærke den absolutte vilje fra en mand, der virkelig ved, hvordan man hersker?”

Grækeren rakte pisken tilbage til Wanda. “Han har fået nok for i dag,” sagde han med en stemme fyldt med afsky. “Men hvis jeg var Dem, ville jeg lade ham sove i lænker i nat. Han har stadig for meget stolthed i sit blik.”

Wanda tog imod pisken. “De har ret, Kaptajn. Gregor, forsvind! Gå ned i kælderen og vent på mig dér. Jeg vil selv se til, at du bliver tøjret korrekt.”

Jeg rejste mig med besvær, svimmel og med en brændende ryg. Jeg kastede et sidste blik på dem. Grækeren havde lagt sin arm om hendes liv, og hun lænede sit hoved mod hans skulder. De lignede et perfekt par, forenet i deres overlegenhed over mig.

Side 26

Kælderen i villaen var fugtig og mørk. Lyset fra en enkelt olielampe kastede forvredne skygger på de rå stenvægge. Jeg satte mig på en træbænk og ventede. Smerten i min ryg var nu gået over i en dunkende rytme, der mindede mig om hvert eneste sekund af min fornedrelse.

Efter hvad der føltes som timer, hørte jeg lyden af skridt på trappen. Det var den lette, rytmiske lyd af Wandas højhælede støvler. Hun trådte ind i rummet, stadig iført sin pels, men hun havde fjernet sin hat, og hendes hår faldt vildt ned over hendes skuldre.

Hun satte lampen fra sig og betragtede mig i tavshed. Hendes blik var ikke længere triumferende; det var fyldt med en mærkelig melankoli.

“Hvorfor gør du det her mod mig, Severin?” spurgte hun pludselig med sin naturlige stemme.

“Jeg gør det for Dem, Wanda,” svarede jeg.

“Nej,” sagde hun og rystede på hovedet. “Du gør det for dig selv. Du bruger mig som et instrument for din egen vanvittige fantasi. Du har tvunget mig til at blive dette monster, og nu ser jeg mig selv i Grækerens øjne og indser, at jeg er ved at blive det menneske, du drømte om. Jeg hader dig for det, og samtidig kan jeg ikke lade være med at fortsætte.”

Hun tog jernlænken, der hang på væggen, og førte den mod min ankel. “Læg dig ned,” sagde hun, og hendes stemme blev igen kold og kommanderende. “Natten er lang, og du skal lære, at min nåde er slut.”

Side 27

Lænken lukkede sig om min ankel med et tungt og endeligt klik. Jernet var iskoldt mod min hud, og lyden af den tunge kæde, der rullede hen over stengulvet, gav genlyd i det lille rum. Wanda stod over mig og betragtede sit værk med et udtryk, der var umuligt at tyde.

“Nu kan du ikke flygte,” sagde hun lavmælt. “Selv hvis du ville, er du bundet til dette sted og til min vilje. Du har altid talt om frihed gennem slaveri – nu skal vi se, om du stadig mener det, når mørket falder på.”

Hun satte sig på den eneste stol i kælderen og svøbte sin pels tættere om sig. Lyset fra lampen flackede og kastede hendes profil op på væggen som en mægtig skygge.

“Grækeren tror, at jeg er ligesom ham,” fortsatte hun efter en lang pause. “Han tror, at magt handler om rå styrke og erobring. Han forstår ikke den nydelse, der ligger i at eje et andet menneskes sjæl. Men han er nyttig. Han er den hammer, jeg har brug for til at forme dig, Severin. Eller skal jeg kalde dig Gregor? Du har mistet retten til dit eget navn.”

“Kald mig, hvad De vil, Nådige Frue,” svarede jeg fra gulvet. “Navnet betyder intet, så længe jeg ved, hvem jeg tilhører.”

Side 28

Wanda lænede sig frem, og hendes ansigt kom ind i lampens lyskegle. “I morgen rejser vi længere ind i landet. Villaen her er blevet for gæstfri. Jeg har lejet et gammelt slot i bjergene, hvor ingen vil høre dine råb, og hvor Grækeren kan komme og gå, som det passer ham. Han har lovet at lære mig mere om den disciplin, han udøver over for sine soldater.”

En gysen løb gennem mig. Ikke af kulde, men af en frygtelig forventning. “Vil De give ham fuld magt over mig, Herskerinde?”

Hun smilede koldt. “Måske. Det afhænger af, hvordan du opfører dig. Hvis du viser det mindste tegn på jalousi eller trods, vil jeg overlade dig til ham i en uge. Han ser dig som et insekt, man kan træde på uden at blinke. Husk det, når du ser ham røre ved mig eller kysse min hånd.”

Hun rejste sig op og tog lampen. “Jeg går nu. Du skal sove her i nat. Uden tæpper, uden lys. Lad mørket minde dig om din position.”

Da hun gik op ad trappen, hørte jeg hende låse døren bag sig. Jeg var alene i det absolutte mørke. Lænken strammede om min fod hver gang jeg bevægede mig, og smerten i min ryg fra Grækerens piskeslag begyndte at stivne. Jeg lå på de kolde fliser og følte mig som det lykkeligste og mest ulykkelige menneske på jorden.

Side 29

Næste morgen blev jeg vækket af lyden af nøglen i låsen. Det var ikke Wanda, men en af de lokale tjenere, der med et udtryk af slet skjult foragt satte en skål med vand og et stykke brød foran mig. Han sagde intet, men hans blik fortalte mig, at rygtet om den “mærkelige østrigske tjener” allerede var løbet gennem hele huset.

Timerne gik i en døs af sult og smerte. Endelig kom Wanda. Hun var klædt i sin rejsedragt, en stramtsiddende sag af mørkt fløjl, og hun bar sin pisk i bæltet.

“Lås ham op,” beordrede hun tjeneren.

Da lænken faldt af, kunne jeg knap stå på mine ben. Wanda greb mig i armen med et fast greb. “Vognen venter. Vi kører nu. Grækeren rider ved siden af os. Husk din plads, Gregor. Du sidder på bukken hos kusken, mens vi sidder inde i varmen.”

Rejsen op i bjergene var en prøvelse. Vinden blev koldere, og regnen begyndte at falde i stride strømme. Jeg sad ubeskyttet på den høje kuskebuk, mens jeg kunne høre dæmpet latter og lyden af champagneflasker, der blev åbnet inde fra vognen. Grækeren red tæt ved vinduet og lænede sig ofte ind for at tale med Wanda. Hver gang han så op på mig, mærkede jeg hans hånende grin.

“Se på din trofaste hund, Wanda!” råbte han gennem regnen. “Han ser ud til at nyde badet!”

Side 30

Wanda lænede sig ud af vinduet, og hendes ansigt var lyst op af en mærkelig glød. “Han fryser ikke,” råbte hun tilbage til kaptajnen. “Han har sin lidenskab til at holde sig varm. Er det ikke sandt, Gregor?”

Jeg kunne ikke svare. Kulden havde gjort mine læber stive, og vandet løb ned ad min nakke og ind under min livré. Jeg klamrede mig til kuskebukken, mens vognen hoppede og dansede på de ujævne bjergveje.

Da vi endelig nåede det gamle slot, var det allerede mørkt. Det var en dyster bygning med høje tårne og tykke mure, der virkede som om de var skabt til at skjule hemmeligheder. Wanda steg ud af vognen, og Grækeren var straks ved hendes side for at hjælpe hende. Hun svøbte sin gennemblødte pels tættere om sig og så op på de mørke vinduer.

“Her skal vi finde ro,” sagde hun med en stemme, der lovede alt andet end fred.

Hun vendte sig mod mig, mens jeg stod rystende på jorden med hendes kufferter. “Gregor, bær bagagen ind i det store tårnværelse. Og bliv ikke stående og dryp på gulvtæpperne. Find køkkenet og få noget varme, før du melder dig til tjeneste igen. Vi spiser klokken otte.”

– Leopold von Sacher-Masoch – Fortællinger om en sadistisk herskerinde ‘Grausame Frauen’

Oversættelse af Mistress Spar Dame. © Mistress Spar Dame

・┈┈・┈┈・┈┈・

VIL DU HAVE MERE INDSIGT?

Min blog er i konstant udvikling, og du kan finde mange flere artikler om magtbalancen, kunsten at lede og de intime detaljer i livet som Herskerinde.

Du kan gå til den samlede oversigt over alle mine blogindlæg ved at klikke her:

Oversigt over Femdom-bloggen