Wanda von Sacher-Masoch: Den modvillige herskerinde i skyggen af Venus in Furs

Aka Angelika Aurora Rümelin, Wanda von Dunajew, Wanda Großer, D. Noslow / W. von Noslow

Navnet “Wanda” klinger i litteraturhistorien af piske, tunge pelsjakker og absolut, kvindelig dominans. Men bag myten om den nådesløse herskerinde i Leopold von Sacher-Masochs mesterværk Venus i pels (1870) gemmer sig en langt mere kompleks, tragisk og fascinerende virkelighed. Den virkelige “Wanda” hed oprindeligt Angelika Aurora Rümelin. Hendes liv blev en livslang kamp for at navigere i en mands absolutte psykologiske fantasier, mens hun samtidig kæmpede en indædt kamp for sin egen og sine børns overlevelse.

Fra Aurora til Wanda

Angelika Aurora Rümelin blev født den 14. marts 1845 i Graz, Østrig, som datter af en tjekkisk embedsmand. Efter faderens tidlige død voksede hun op under fattige kår hos sin mor i Graz, og hendes uddannelse var mangelfuld. Det var hendes dybe interesse for litteratur, der i 1872 bragte hende i skriftlig kontakt med tidens berømte forfatter, Leopold von Sacher-Masoch.

Leopold var på det tidspunkt allerede besat af sin egen fiktive heltinde, Wanda von Dunajew. Da han accepterede den unge Aurora som sin “elev”, krævede han, at hun tog navnet Wanda i det virkelige liv. Han trak hende ind i et nøje iscenesat relationsnet, hvor hun både frivilligt og modvilligt påtog sig herskerinderollen. Parret underskrev officielle underkastelseskontrakter og blev gift i 1873.

Bag de låste døre

Hvor eftertiden – ansporet af psykiatere som Richard von Krafft-Ebing, der opfandt begrebet “masochisme” med reference til Leopold – ofte har set Wanda som det kolde instrument, der udløste sin mands fetich, maler historien et andet billede.

Wanda levede i sandhed i overensstemmelse med Leopolds fantasier, men det var et udmattende og psykologisk slidsomt arbejde. Leopold led blandt andet under en “fix idé” om, at Wanda skulle være ham utro med andre mænd. Han troede fatalt på, at den jalousi, det ville vække i ham, ville give vinger til hans litterære kreativitet.

Mens Wanda kæmpede med at iscenesætte de rituelle afstraffelser og den jalousi, Leopold krævede for at kunne fungere, skred parrets økonomi og Leopolds mentale helbred i gruset. Det blev i stigende grad Wanda, der måtte påtage sig rollen som familiens reelle forsørger. Hun agerede sekretær, redigerede hans tidsskrift Auf der Höhe i Leipzig, og begyndte selv i døgndrift at skrive noveller og underholdningsromaner for at holde de konstante kreditorer fra døren.

Flugten til Paris

I 1883 nåede Wanda sit bristepunkt. Hun brændte bogstaveligt talt broerne og stak af fra det kvælende ægteskab. Hendes rejsefælle var journalisten Jacques Saint-Cère (født Jacob/Armand Rosenthal), en af Leopolds egne medarbejdere, som senere blev en fremtrædende redaktør på det franske medie Le Figaro.

Efter et midlertidigt ophold i Schweiz slog Wanda sig permanent ned i Paris, og i 1886 blev skilsmissen fra Leopold en realitet. I det franske eksil beholdt hun sit forfatternavn, Wanda von Sacher-Masoch, som nu var hendes professionelle identitet. Hun levede under svære økonomiske kår og ernærede sig som en flittig oversætter af store franske tænkere og forfattere (herunder Edmond de Goncourt og Ernest Renan) til tysk, mens hun sideløbende udgav sine egne fortællinger.

Efter Saint-Cères død i 1898 giftede hun sig med en tysk ingeniør ved navn Meister, men skyggerne fra fortiden forlod hende aldrig helt.

‘Lebensbeichten’ og opgøret med masochismen

I 1906 udgav Wanda sit mest betydningsfulde værk, selvbiografien Meine Lebensbeichte (Min livsbekendelse). Bogen er skrevet i en springende, dagbogsagtig og stilistisk til tider ubehjælpsom tone, men den sitrer af en rå, direkte oprigtighed.

Bogen udløste en mindre skandale og mødte skarp kritik fra Leopolds loyale støtter, herunder Carl Felix von Schlichtegroll, der forsøgte at sable bogen ned for at redde Leopolds eftermæle. Kulturkritikeren Theodor Lessing kaldte den tørt for “et værk fuldt af sandfærdige løgne”. Omvendt mødte bogen stor anerkendelse i Frankfurter Zeitung for sin uforfærdede psykologiske realisme.

I 1908 fulgte hun memoirerne op med det skarpe kønspolitiske skrift Masochismus und Masochisten – Nachtrag zur Lebensbeichte. Her tog hun til genmæle mod datidens psykiatere og afmystificerede den masochistiske mandlige fantasi. Hun påviste, hvordan den masochistiske struktur i virkeligheden ikke var en uskyldig leg, men en subtil form for følelsesmæssig manipulation, der fangede og undertrykte kvinden i rollen som den evigt ydende part.

Moderskab og den endelige tragedie (Kilde: Der Standard)

På trods af de bizarre og turbulente scener, der udspillede sig i hendes liv, fremstår Wanda i eftertidens kildekritik som en dyb dedikeret mor. Det, der i dag forsoner læseren med hendes dramatiske livsforløb, især i de sene år, er den enorme kraft, varme og kærlighed, hun udviste for at beskytte og brødføde sine børn – herunder særligt hendes yngste søn, Demetrius (1875–efter 1943). Hendes ældste søn, Alexander, døde tidligt i 1894.

Hvor ældre opslagsværker ofte fejlagtigt angiver, at Wanda forsvandt ud af historien efter 1932, har nyere biografisk forskning afdækket hendes sande og tragiske endeligt. I en dybdegående forskningsartikel i den østrigske avis Der Standard  (https://www.derstandard.at/story/2000060593839/wanda-von-sacher-masoch-ein-aussergewoehnliches-temperament forfattet af litteraturforskeren Wulfhard Stahl) dokumenteres det, at Wanda von Sacher-Masoch tog sit eget liv i Paris i foråret 1917, hårdt ramt af fattigdom.

Som yderligere dokumentation for hendes død i 1917 henviser Stahl til det parisiske magasin Le Carnet de la Semaine, som den 1. juli 1917 bragte en forsinket nekrolog over hende. Her blev det kort bemærket, at hun var gået bort nogle måneder forinden i dyb armod og uden at efterlade sig nogen nævneværdig arv.

Eftermæle

Wandas memoirer er i tidens løb blevet oversat til en lang række sprog – herunder spansk i 1972, fransk i 1989, engelsk i 1990, italiensk i 1998, bulgarsk i 2013 og russisk i 2016. Bogen har ligeledes fundet vej til det nordiske publikum og er blevet oversat til dansk af Mistress Spar Dame under titlen Mine erindringer. Her er et lille udpluk derfra:

”Når jeg ser tilbage på de år, ser jeg en kvinde, der blev skabt af en anden mands drømme. Jeg blev den dæmon, han havde brug for, men i processen mistede jeg måske noget af mig selv, som aldrig kommer tilbage. Alligevel fortryder jeg intet.

Livet har lært mig, at grænsen mellem smerte og nydelse, mellem magt og afmagt, er tyndere end de fleste tør indrømme. Min livsbekendelse slutter her, men de spor, disse år har sat i mig, vil altid være der. Jeg har levet, jeg har elsket, og jeg har hersket. Det er min sandhed.”

– Wanda von Sacher-Masoch, Mine erindringer

Værket betragtes i dag som et unikt, kulturhistorisk og vigtigt tidligt feministisk vidnesbyrd. Det står som et monument over en kvinde, der blev tvunget ind i en mands fiktion, men som brugte resten af sit liv på at bryde fri og skrive sin egen rå virkelighed.

・┈┈・┈┈・┈┈・

Læs også indlægget om Leopold von Sacher-Masoch, hvis emnet har din interesse.

・┈┈・┈┈・┈┈・

VIL DU HAVE MERE INDSIGT?

Min blog er i konstant udvikling, og du kan finde mange flere artikler om magtbalancen, kunsten at lede og de intime detaljer i livet som Herskerinde.

Du kan gå til den samlede oversigt over alle mine blogindlæg ved at klikke her:

Oversigt over Femdom-bloggen